På Madeira er der godt vejr hele året rundt. Øen er, takket være sin placering i Atlanterhavet og geologi, kendt for sit milde klima. Det er stedet der også går under navne som Atlanterhavets perle, paradisøen og blomsterøen – og det siges at man her oplever evigt forår.

Når Kong Vinter raserer i Norden er det sydligt beliggende Madeira ét af de steder i Europa, hvor mange danskere vælger at rejse hen. Ligesom det (som oftest) er et sted man kan stole på vejrmæssigt, når den danske sommer svigter. På Madeira er godt vejr altså hverdag.

 

Hop direkte til

 

7-dages vejrudsigt for Funchal

Skal du til Madeira inden længe, og spekulerer du på om vejret holder til din ankomst? Så kan du herunder se en 7-dages vejrudsigt for hovedstaden Funchal.

Husk på, at ø-vejret kan være noget omskifteligt med skyer der kommer og går, ligesom du altid kan risikere at vejret er helt anderledes på den anden side af øen eller oppe i bjergene. Den nordlige side af Madeira er generelt mere blæsende og får mere regn en sydsiden hvor Funchal ligger. Skal du ud på en dagstur, f.eks. på levadavandring bør du derfor pakke praktisk så du er klar til lidt af hvert.

FUNCHAL Vejrudsigt
Tilfreds med vejrudsigten? Så del siden med din rejsemakker og spred lidt rejsefeber. 🙂

 

Vejret på Madeira året rundt

Selvom der temperaturmæssigt ikke er så ekstreme udsving som man kan opleve mange andre steder, så er der nu alligevel en forskel fra måned til måned samt på sommer og vinter.

Er du ved at planlægge din rejse kan du derfor tage et kig i tabellen herunder, hvor du kan se den gennemsnitlige temperatur, antallet af soltimer samt nedbør for hver af årets 12 måneder, og lægge rejsen alt efter hvornår det passer dig bedst.

Måned

 

Gns. Temperatur

?

Soltimer pr. dag 

Nedbør i ml.

?

Januar 13-19°C 5 105
Februar 13-19°C 5 85
Marts 13-20°C 6 65
April 13-20°C  6 40
Maj  15-21°C  7 20
Juni 17-22°C 5 12
Juli 18-24°C 7 3
August 19-26°C 8 3
September 19-26°C 7 35
Oktober 18-24°C 6 75
November 16-22°C 5 100
December 14-20°C 5 100
Kilde: Climatestotravel.com

Hvilken årstid er bedst at rejse på?

Hvornår er det bedste tidspunkt at rejse til Madeira på, tænker du måske så? Ja, man kan sige at der med et mildt klima året rundt aldrig er et decideret dårlig tidspunkt at rejse hertil på, men øen oplever nu alligevel høj- og lavsæson som de fleste andre feriedestinationer.

Fra juni til september er det sommervejret der dominerer, men du kan sagtens opleve at det er lige så sommerligt i både maj og oktober – alt efter hvordan vejret lige arter sig. Jeg har f.eks. været afsted i maj måned hvor der var langt varmere, end da jeg var afsted i september. Som med vejret herhjemme er der også udsving på Madeira, men generelt set er juni-september de rigtige sommermåneder. Det er det tidsrum der er godt at rejse afsted i, hvis du rejser for at nyde solens stråler, måske i selskab med en god bog ved hotellets pool. I denne periode kan du også opleve meget varme dage, over 30 grader, som opstår når en varm og tør vind fra Sahara blæser ind over Atlanten – når det sker kan du ofte spotte en orange/rød stribe i horisonten, det er sand fra Sahara.

I juni måned vil du ofte opleve at Madeira i morgentimerne har et tæppe af skyer over sig, men de forsvinder i løbet af dagen efterhånden som solen stiger.

Fra oktober til april får Madeira størstedelen af årets regnmængde ligesom der hyppigere opleves uvejr. Storme er ikke helt fremmed for øen, og så sent som i foråret 2018 var der en slem storm som ødelagde store dele af kystarealerne på øens sydside som efterlod et oprydnings- og genopbygningsarbejde der stadig fandt sted i midten af maj.

Madeira har også haft nogle ganske grusomme storme, som f.eks. i februar 2010 hvor dage med ustyrlige mængder regn sendte en stormflod af muddervand ud mod kysterne, og 42 uskyldige sjæle mistede livet. Uvejr af denne kaliber sker dog, heldigvis, meget sjældent.

For dig der kommer til Madeira for at opleve og indtage naturen til fods, f.eks. på en Levadavandring, så er forår- og efterårsmånederne perfekte temperaturmæssigt.